»I det tyvende århundrede steg verdens befolkningstal med 400 procent, men væksten er nu meget mindre, og befolkningstallet vil i dette århundrede formentlig kun stige med 50 procent,« skriver han.
Og det stigende befolkningstal skyldes ikke antallet af fødsler, men derimod at vi lever meget længere – og det tør antydes. Max Roser har i en af sine tidligere analyser fokuseret på udviklingen i gennemsnitslevetiden, og tallene er til at blive glad af. I 1770 levede et gennemsnitsmenneske på kloden i 29 år. I 1915 havde det næsten ikke ændret sig: Gennemsnitslevetiden på kloden var over 150 år steget med blot seks år. Men så skete der noget, og i dag lever en gennemsnitsbeboer på den blå planet i over 70 år.
Derfor stiger befolkningstallet – og ikke fordi alverdens kvinder føder alt for mange børn. Faktisk føder 48 pct. af alle kvinder kun 2,1 barn eller det antal, der skal til for, at en befolkning kan reproducere sig selv.
Så sat på spidsen er befolkningsproblemet ikke – som visse vrisne læserbrevsskribenter tror – at deres naboer føder for mange børn. Problemet er, at de selv lever for længe …
Nej, jordens befolkningstal er ikke eksploderet
