Jeg har tidligere ment, at stress og depression var noget fis – en dårlig undskyldning for at være lidt doven, og manglende vilje til at tage sig sammen. I løbet af det seneste år er jeg dog blevet meget klogere.
Med udsigt til en treårig projektansættelses ophør begynder det så småt at kunne mærkes. En uro i krop og hoved, problemer med at sove og daglige bekymringer om at skulle trækkes rundt i manegen i det frygtelige dagpengesystem. Mit humør bliver væsentligt dårligere, jeg bliver hurtigere træt, og jeg har svært ved at huske noget som helst.
Jeg kan gå i Føtex efter mælk og rugbrød og komme hjem med en pose nødder i stedet. Jeg tænker ikke videre over det, men trøster blot mig selv med ”jeg har bare haft en dårlig dag – det hele bliver bedre i morgen”.
Når hovedet går i stykker
