Dag efter dag foran computerskærmen sætter sine spor på øjnene, som kan blive både tørre og trætte. Derfor gælder det om at få lagt regelmæssige pauser ind i løbet af dagen – og dem kan du passende bruge på at træne øjnene.
Det er anstrengende for øjnene at fokusere på skærmen, fordi det er et konstant fokus på noget, der er meget tæt på, forklarer Bettina Leidorf. Hun er uddannet optometrist med speciale i synstræning.
»Når vi kigger på noget så tæt på, sker der en opspænding af de ydre øjenmuskler,« siger hun.
Derfor nytter det heller ikke noget, når vi tager en pause, at den så bliver brugt på at kigge på den lille skærm på mobiltelefonen. Øjnene har i stedet brug for at se langt en gang imellem.
Derudover kan der også være en anden grund til, at man oplever træthed, koncentrationsbesvær og hovedpine efter en lang arbejdsdag foran skærmen, forklarer hun. Det kan nemlig også være værd at undersøge, om øjnene skal have hjælp af en skærmbrille.
Træn dine trætte skærmøjne