Hvor vi andre som børn måske drømte om at tage til Mars og skabe et nyt univers, er børn og unge i dag allerede rejst – de har dobbelt statsborgerskab både i den digitale verden og i den globale, hvor de snildt kan være fordybet i forhandling med et barn på den anden side af jordkloden om byggeblokke i et spil eller udveksle videoklip af en person, som falder i en swimmingpool eller mod deres vilje dyrker sex. Det hele er blandet sammen, uregulerbart og grænseoverskridende.
En stor del af at være forælder, handler om at give slip. Hvis man har gjort det godt som mor eller far, forlader ens børn en en dag. Det, man kan gøre, er at ruste sine børn til at tage ud i verden både konkret og billedlig talt.
Hvad angår omtale af og omgang med andre mennesker, handler det om at give sine børn stærke værdier, der rækker ud over dem selv. Hvis jeg selv er materialist, ustandseligt er på kur og griner hånligt af andre mennesker, er der næppe noget at sige til, hvis mine børn går ud i verden med en ambition om at få en Audi, en Chanel-taske, være tynd og grine hånligt af andre. Hvis man selv nyfigent bladrer igennem sladder eller griner af folk, der dummer sig eller bliver hængt ud, er det det, man giver sine børn med ud i verden – hvad end det er den digitale eller den fysiske. Der er ingen forskel.
De færreste forældre fatter, hvad deres børn laver digitalt
