Derhjemme i Herlev taler han med sin mor om sine anfald. Hun har også lidt af panikangst. Det beroliger ham. Moderen er den eneste, han for alvor betror sig til.
Alkoholen bliver i årene fremover en beroligende følgesvend, der nogle gange kammer over og giver anfald. Drikkeriet har han i dag lært at styre, synes han.
Thomas bliver udlært og fortæller ingen på sine arbejdspladser om anfaldene, der ofte kommer inde i byen eller i S-toget. Han føler stadig, at det er umandigt og lidt tøset at snakke om sådan nogle ting på jobbet.
Han får det bedre med årene. Arbejdets fysiske rutiner, boksning og motion dulmer også og får tankerne væk, når han mærker anfaldene komme. Eller han går fra kollegerne i kantinen under påskud af at skulle på toilettet. I enrum og i den friske luft forsvinder det.
Senere i livet får konen Gitte lidt at vide. I dag ved børnene på 12 og 13 år endnu ikke noget.
Thomas fik uhyggelige anfald uden varsel
