Ensomhed øger nemlig risikoen for flere livstruende sygdomme. Det fortæller en af verdens førende forskere i ensomhed John T. Cacioppo til Ekstra Bladet.
– Sandsynligheden for at dø af hjertesygdomme, diabetes, kræft, ulykker og selvmord er højere for kronisk ensomme personer, fortæller han.
John T. Cacioppo henviser til en omfattende undersøgelse, hvor tre millioner mennesker er blevet fulgt i gennemsnit syv år. Den viser, at ensomhed øger dødeligheden med 26 procent. Det er derfor lige så dødeligt som fedme.
– Man dør ikke direkte af ensomhed, lige som du heller ikke dør direkte af fedme. Men man dør af de sygdomme, som ensomhed kan øge risikoen for at få, forklarer han.
Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. og direktør hos fonden Ensomme Gamles Værn kan nikke genkendende til John T. Cacioppos forskning. Hun forklarer, at vores krop og sjæl hænger sammen:
– Hvis man føler sig ensom, har man det skidt. Så spiser man måske for meget, for lidt eller mere usundt. Man sover måske dårligt. Nogle, især mænd, kommer til at drikke for meget, eller man får måske ikke rørt sig. Man mærker sine følelser i kroppen, og hvis ensomheden bider sig fast, er der større sandsynlighed for at pådrage sig en række sygdomme.
Ensomhed kan slå ihjel: 770 flere dør årligt