For et par år siden myldrede det frem med bøger om det gode danske begreb hygge. Alverden ville gerne forstå og nogle endda gerne kopiere denne særlige danske, men svært definerlige livsform, hvor man iført uldne sokker og ditto sweatre læner sig tilbage i venner og familiers selskab for bare at, ja, hygge.
Ingen kan for alvor sætte ord på, hvad det går ud på; det ligger i den danske folkesjæl og karakter som en slags kollektiv bevidsthed. Og for udefrakommende ligger der måske i hyggebegrebet en nøgle til at komme nærmere en forklaring på, hvorfor dette lille folk mod nord i årevis har være blandt klodens lykkeligste. I mange år endda det lykkeligste, og selv om den seneste FN-måling sender danskerne ned på en tredjeplads, så er en bronzemedalje i lykke vel også noget.
Når lykken måles, så sker det ud fra begreber som tryghed, tillid og forventninger. De er helt i top, forstår man, og skattetrykket taget i betragtning manglede det vel egentlig også bare, for er det ikke netop derfor, vi betaler store summer til velfærdsstaten – for at vi kan føle os trygge og med tillid og forventning om godernes fordeling se fremtiden i møde. Lykke er dog åbenbart andet end tryghed og forventninger, lader det til.
For nylig kunne man i Jyllands-Posten og en række andre medier læse, at det står ualmindelig sløjt til med danskernes mentale og fysiske sundhed. Pensionsselskaberne kan melde om en uhyggelig vækst i antallet af sygemeldinger på grund af stress, og Sundhedsstyrelsen har i en stor kortlægning af danskernes sundhed kunnet konstatere, at det på stort set alle parametre går den forkerte vej. Både psykisk og fysisk går det tilbage, og et stigende antal danskere lider under nedtrykthed, depression, stress, overvægt, kroniske smerter – listen er længere, men lad os bare stoppe her, for alene disse eksempler er vel en tilstrækkelig illustration af, at noget halter i kongeriget Danmark; noget, der harmonerer dårligt med billedet af os som et af de lykkeligste lande i verden.
Måske har vi i jagten på det perfekte, trygge og lykkelige liv mistet meningen, for den ligger ikke kun i troen på økonomisk vækst eller en lønstigning på ni pct. Det kan måske nok skabe tryghed, men det skaber ikke nødvendigvis eksistentiel fylde eller mening, for de er i sidste ende lige så tomme begreber, som den grav var tom, som man fandt efter Jesus påskemorgen.
Gud er død, både fysisk, men også mentalt i vores tid ved at erstatte troen på kristendommen med selvindbildningen og troen på individets ukrænkelige ret og frihed. Vi har skabt ufatteligt rige samfund, men har også betalt en pris i form af sammenbrud i fællesskaber, autoriteter og tro på noget, der forbinder os ud over den joviale hygge, det trygge liv i velfærdsstaten og udviklingen i friværdien.
Måske er det en af forklaringerne på det dokumenterede mismod, at vi et eller andet sted godt ved, at vi har betalt en pris for det gode og frie liv. Noget mangler, måske et håb, der rækker ud over én selv. Påsken og opstandelsen er næppe det, der forandrer alt, men om man tror eller ej, så forkynder opstandelsen et håb, der viser en vej ud af ulykke og mismod, fordi den netop insisterer på, at mørke kan vendes til lys, både for det enkelte menneske, men også for fællesskabet, og at vi kan leve i frihed og frejdighed med åbenhed for fremtiden i troskab over for os selv, vores historie og kultur. Med andre ord: leve med mening.
Glædelig påske.
Link
TOF note
I’m back
Lets make 2018 awesome
