Billederne står endnu i frisk erindring. Ansatte i investeringsbanken Lehman Brothers, der søndag den 14. september 2008 om aftenen forlader hovedkvarteret på Seventh Avenue i New York bærende på papkasser med deres ejendele.
Efter 158 år endte Lehman Brothers med at komme til at stå som selve symbolet på, hvordan subprime-krisen i USA fik lov til at udarte til en global kreditkrise, der udløste Finanskrisen og året efter den verdensøkonomiske recession.
Her 10 år senere kan finanskrisen ikke siges at være overvundet. Tankevækkende mange banker har fortsat ikke fået afviklet alle nødlidende lån, og især i Europa har alt for mange lande ikke brugt kriseårene til at gennemføre de strukturelle reformer, der skal bidrage til at gøre dem mere modstandsdygtige, når den næste krise rammer.
Status 10 år efter den skæbnesvangre søndag er, at verden økonomisk står dårligere rustet til at imødegå nye finansielle og makroøkonomiske chok.
Den globale gæld er steget kraftigt siden 2008, og mange lande, især EU-lande, har i dag en offentlig bruttogæld, der ikke blot ligger markant højere end dengang, men også væsentligt over de 60 pct. af bruttonationalproduktet (bnp), der er loftet for landene i eurosamarbejdet.
Essensen er, at de fleste industrilande reelt ikke har et finanspolitisk råderum til at stimulere økonomien, når den nuværende højkonjunktur vender. Aktiemarkederne synes mange steder at være på steroider, og den kurskorrektion, der uvægerligt vil komme, kan blive brutal. Sine steder er der også boligbobler, der kan føre til finansiel ustabilitet, når de på et tidspunkt brister. I det perspektiv er krisen spildt.
Politisk har der været mange forstandige tiltag som reaktion på finanskrisen, og samarbejdet på tværs af grænserne har især skabt en fælles forståelse for, at banker og andre finansinstitutioner skal være væsentligt bedre kapitaliserede og have et anderledes substantielt likviditetsberedskab, end de havde, da kreditkrisen og senere finanskrisen ramte.
I EU er medlemslandenes statsbudgetter nu under supervision fra EU-Kommissionen med mulighed for sanktioner, ligesom der er etableret institutioner til at føre tilsyn med såvel systemisk vigtige banker som finansindustrien i det hele taget. Endvidere er der affødt af statsgældskrisen etableret en fælles ”redningsfond”, der kan træde til, hvis et EU-land ikke længere kan benytte de finansielle markeder.
Omvendt er uligheden vokset, og selv om centralbankerne har pumpet billioner af kroner ind i økonomien, er inflationen de fleste steder kronisk lav. I Europa er renten fremdeles nul eller negativ, og en pengepolitisk normalisering synes at have meget lange udsigter.
Noget er lært af kriserne i de forløbne 10 år, men ikke så lidt er endt som offer for den menneskelige fortrængningsevne.
Den finanspolitiske hestekur, som de europæiske lande under stærkt pres fra Tyskland iværksatte, forværrede krisen og skabte grobund for opblomstringen af de såkaldte ”populistiske kræfter”, der i dag sætter dagsordenen i Europa.
I Sydeuropa samt Sverige og Finland er ungdomsarbejdsløsheden fortsat skræmmende høj. Også i den forstand er finanskrisen alt for nærværende og et latent udtryk for den defekte politiske krisestyring.
Om noget har finanskrisen kaldt på statsmandskunst, men så snart de værste konsekvenser af krisen begyndte at fortage sig, svandt også den politiske vilje til at gøre arbejdet færdigt. Dermed er kimen skabt til den næste krise.
Eik Banki
