For 10 år siden gik Lehman Brothers konkurs. Konkursen kom efter et år med store problemer i den finansielle økonomi. Aktiekurserne var faldet, og boligpriserne pegede markant nedad. Kort forinden var Roskilde Bank krakket herhjemme, og der var finansielt stormvejr overalt i verden.
Det var imidlertid Lehman Brothers’ konkurs den 15. september, der for alvor fik panikken til at bryde løs. Aktiekurser og boligpriser begyndte at styrtdykke, den finansielle sektor gik i koma, og krisen bredte sig lynhurtigt til realøkonomien, hvor faldende forbrug og investeringer fik bnp og beskæftigelsen til at gå samme vej. Den økonomiske udvikling blev fastlåst i en negativ spiral.
Politikerne reagerede prompte. Redningsaktioner af hidtil ukendt omfang blev iværksat med akut førstehjælp til den finansielle sektor. Centralbankerne bankede renten ned i nærheden af nul, og staterne supplerede med garanti for alle bankindeståender, kapitalindsprøjtninger, opkøb af krakkede banker, overtagelse af dårlige lån og kreditfaciliteter i milliardklassen. Sidstnævnte så Danske Bank sig nødsaget til at benytte, hvilket illustrerer omfanget af finanskrisen herhjemme.
Redningsaktionen virkede umiddelbart. Allerede i 2009 var tilstandene på de finansielle markeder normaliserede. Aktiekurserne steg, boligpriserne nåede bunden, og genoprettet tillid blev så småt til ny optimisme.
Bnp begyndte også at løfte sig igen, selvom der gik seks år, før et egentlig opsving manifesterede sig i realøkonomien, idet nye store stigninger i boligpriserne forplantede sig til forbruget, bnp og beskæftigelsen.
Og i dag, 10 år efter finanskrisen rasede, ser de finansielle problemer ud til at høre fortiden til. Det er i hvert fald det billede, de fleste politikere og økonomer ønsker at tegne. Dette billede er imidlertid overfladisk og fortegnet. Det, vi aktuelt oplever, er en kold krig i de finansielle forbrugssamfund.
Da Anden Verdenskrig sluttede, tog Den Kolde Krig over. De egentlige krigshandlinger ophørte, men blev erstattet af permanent krigsfrygt og eskalerende oprustning mellem de to blokke i Vesten og Østen.
Blokkene konkurrerede ikke mindst om vækst og velstand. Der blev under Den Kolde Krig set ekstra omhyggeligt på bnp blandt venner og fjender. Økonomierne blomstrede med tårnhøje vækstrater på tværs af verden, men under overfladen lurede mistillid og fremtidsfrygt, ikke mindst i atombombernes skygge.
Den Kolde Krig sluttede efter Sovjetunionens sammenbrud. En af grundene til Østblokkens implosion var manglende omstillingsevne efter industrisamfundets krise. Sovjetunionen hang uhjælpeligt fast i fortiden, mens kapitalismen hev sig selv op ved hårene og omstillede sig til et finansielt forbrugssamfund. Sovjetunionen blev især udkonkurreret med økonomiske og kulturelle midler.
Herefter blev de finansielle forbrugssamfund konsoliderede. Nye forbrugsgoder vrimlede frem, og væksten i den finansielle økonomi tog over fra den industrielle vækst. Stigende aktiekurser og boligpriser overstrålede ofte den vækst i bnp, som industrisamfundene kunne fremvise under Den Kolde Krig, og de finansielle gevinster tilfaldt ikke kun de rige, men regnede bredt over befolkningerne. Lige indtil finanskrisen.
Industrisamfundet har fortonet sig i baggrunden, og de krige, der matcher denne samfundsform, har udspillet deres rolle. Industriel krigsførelse, varm eller kold, hører fortiden til, i samme grad som industrisamfundets sociale konflikter mellem kapitalister og arbejdere. Nu udspiller sig andre modsætninger, samtidig med at fortidens mønstre træder frem i nye mutationer.
Tiden efter finanskrisen er på mange måder en gentagelse af efterkrigstidens kolde krig i en radikalt anden kontekst.
Den mistillid og fremtidsfrygt, der kendetegnede efterkrigstiden på trods af exceptionel økonomisk fremgang, oplever vi igen efter finanskrisen. Selvom velstanden har nået nye svimlende højder, er samfundet dybt præget af, at en ny finanskrise kan bryde ud, når som helst. Det, vi frygter, er ikke atomkrig og militære stridigheder, men et nyt udbrud af den finansielle krigstilstand, der bredte sig for 10 år siden.
Velstanden i det finansielle forbrugssamfund er baseret på finansielle værdier, der kan forsvinde i den blå luft i løbet af et øjeblik, hvorefter kun gælden står tilbage – ligesom industrielle krige medførte øjeblikkelig materiel masseødelæggelse.
Den oprustning, vi har oplevet siden finanskrisen, har da også været finansiel. Det er centralbankerne, der har oprustet. Det er ikke atomarsenalerne, der er vokset, men pengemængden. Nulrenter og enorme opkøb af obligationer har pumpet penge ud i samfundet, og uden den ekstremistiske pengepolitik er der fortsat risiko for deflation og modvækst. Vækstsamfundet er den ultimative indsats i oprustningskapløbet.
De finansielle forbrugssamfund har ikke en ydre fjende, som den industrielle kapitalisme havde det i form af socialismen. De kapitalistiske samfund har nu global rækkevidde. Det er samfund uden egentlige fjender, ikke fordi alle er lykkelige, men fordi kun meget få kan forestille sig et bedre samfund.
Det er samfund, der har pacificeret modstanden med en lind strøm af forførende forbrugsgoder kombineret med finansiel guldfeber på især boligmarkedet. Det er imidlertid samfund i krig med sig selv. Det er os selv, vi kæmper imod, og fronten er finansiel.
Den stadig voksende finansboble er det mest overvældende udtryk for nutidens glatte modsætninger. Finansboblen er på én og samme tid årsagen til den ekstreme velstandsvækst og grundlaget for den dystopiske tidsånd, der hjemsøger den kolde krig i de finansielle forbrugssamfund.
Det syndrom, der plagede det tidligere Sovjetunionen, har efter socialismens kollaps forrykket sig til den globale kapitalisme. Østblokken faldt sammen på grund af særligt den stagnation, der forårsagedes af åbenlys mangel på kritik og modstand på de indre linjer. Det er nemlig kritik og modstand, der er motoren i omstillingsprocesser.
De oprør og bevægelser mod industrisamfundet, fra 1960’erne og fremefter, der pressede kapitalismen til at omstille sig, blev undertrykt i Østblokken. Nu er det til gengæld de finansielle forbrugssamfund, der udraderer enhver systemmodstand, ikke med håndfast undertrykkelse, men ved at forføre, indoptage og disciplinere stort set alle.
Derfor er kapitalismen nu præget af konformitet og dekadence. De finansielle forbrugssamfund er karakteriseret af opløsning snarere end omstilling. De er ved at blive kvalt af deres egen succes.
Industrisamfundets kolde krig sluttede fredeligt. Frygten for en tredje verdenskrig eller atomragnarok viste sig at være ubegrundet. Nutidens frygt for finansiel nedsmeltning kan på tilsvarende vis blive afsløret som virkelighedsfjern.
Selvom den kolde krig i de finansielle forbrugssamfund også ender fredeligt, vil resultatet imidlertid alligevel blive et kollaps på lang sigt i form af en langstrakt proces drevet af tiltagende stagnation, korruption og forfald, der i sidste ende vil overlade de finansielle forbrugssamfund til historien, ligesom vi tidligere har set det ske for industrisamfundet og socialismen.
Eik Banki 2.0
