Vi har ikke lært nok af erfaringerne fra finanskrisen i 2008, når vi ikke mere konsekvent har gjort op med det neoliberale tankegods og taget fat på at genskabe den regulering af markedet, den kamp mod uligheden og den sikring af velfærden, der er det bedste værn mod social og økonomisk ustabilitet.
Finanskrisen var det stærkest tænkelige bevis imod de neoliberales ubetingede tro på markedskræfternes magiske evner til at skabe værdier. Efter finanskrise og klimakrise burde der ske et fundamentalt opgør med neoliberalisternes vrangforestilling om, at verdens ressourcer er ubegrænsede, og fordelingen af dem er ligegyldig.
Det store bankrøveri
Siden 1980 blev de største formuer i USA skabt ved ’det store bankrøveri’ i den finansielle sektor. Det blev muligt, fordi man fra præsident Ronald Reagans magtovertagelse og de følgende 25 år fjernede al den lovgivning, der blev indført i 1930’erne for at forhindre nye krak som følge af casinoøkonomi og spekulationsbølger for lånte penge. Spekulanterne fik frie tøjler, uligheden eksploderede, og samtidig sænkede Reagan marginalskatten for de superrige fra 70 til 28 procent.
Klassisk økonomisk teori siger, at folk får den løn, de er værd i markedet. Men det er vanskeligt ud fra lærebogen at forklare eller forsvare, at amerikanske topchefer tjener 243 gange så meget som en arbejder, mens japanske topchefer kun tjener 16 gange så meget som en arbejder. Mon de amerikanske direktører er 15 gange så gode som de japanske? Eller er tilstanden i USA bare et snedigt organiseret tyveri fra resten af befolkningen til fordel for de få, der har bragt de mange i ulykke?
Under en vandring i Georgiens hovedstad, Tbilisi, for nogle få siden så vi mange store nye villaer og lejligheder, men ingen produktion. Hvor kommer pengene fra, spurgte jeg min lokale ledsager.
Svaret kom prompte: ’Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse’.
Det er et forståeligt svar i den del af verden, hvor oligarkerne hersker med formuer, som de hamstrede ved at overtage samfundets værdier til spotpris via deres gode forbindelser til de gamle magthavere.
Uanstændige formuer
I vores vestlige verden er det langtfra hele sandheden. Der er vældige formuer, der er skabt ved enestående præstationer og vidunderlige opfindelser.
Men der er også enorme formuer, der er skabt ved i realiteten usympatisk, umoralsk eller direkte forbryderisk adfærd. Uanstændigt store formuer i USA er skabt ved politiske forbindelser, der giver for eksempel gunstige koncessioner til minedrift eller olieudvinding; eller accept af alt for høje priser for medicinalkoncerner; eller ved beskyttelse mod konkurrence og gunstige skatterabatter for brancher eller enkelte virksomheder. Det er kun blevet værre med Trump.
De største finanshuse blev reddet gennem finanskrisen for skatteyderpenge, fordi statsmagten ikke turde lade dem gå fallit. Mange bankchefer fortsatte uanfægtet med superløn og høj bonus, mens den krise, de havde skabt, berøvede millioner af andre job, hus og pension, uden at staterne trådte til som redningsmænd. De superrige var fortsat hovedsponsorer til mange toneangivende politikeres valgkampe og blev fortsat brugt som rådgivere af statsmagten.
Det er lige stærkt nok, når finanssektorens topchefer – efter at staten har forgældet sig for at redde deres virksomheder – både i USA og Europa blev højlydte fortalere for, at man for at få orden på statens budgetter skal nedskære socialstaten for alle andre!
Markedet skal være tjener
Øget ulighed skaber øget ustabilitet, der igen fører til kriser. De superriges kamp mod at bidrage med skat til fællesskabet er en social katastrofe: Det lægger begrænsninger på den nødvendige investering i god uddannelse for alle, i forskning, infrastruktur og i social tryghed. Derved går store menneskelige resurser tabt, og samfundet går glip af både vækst og stabilitet.
Progressiv beskatning til at rette op på de fælles goder har langt større fordele end ulemper for den samlede økonomi. Reagans forhåbning om, at lavere skat til rige var selvfinansierende, er jo eftertrykkeligt dementeret i virkeligheden. Alligevel prøver Trump én gang til.
Først brasede den sovjetiske planøkonomi sammen i 1989-91 under vægten af sin monumentale uduelighed. Finanskrisen i 2008 var den uregulerede kapitalismes fallit.
Lærdommen burde have været at insistere på, at markedet skal være tjener – ikke herre; at konkurrenceevne forbedres ved at investere i bedre uddannelser og aktiv arbejdsmarkedspolitik, ikke ved et kapløb mod bunden for selskabsbeskatning eller ved at presse lønnen og stække fagforeningerne; at man lovgivningsmæssigt må nedbryde monopolerne og forhindre finanssektorens giganter i at gentage de store spekulationsnumre op til 2008.
Skattesystemet skal renses for huller og skatteprivilegier – den såkaldte ’selskabsvelfærd’. Det er selvfølgelig, hvis der var politisk vilje hos USA og Europa, muligt at stille hele rækken af skattelylande fra Cayman Island til Schweiz stolen for døren, når det gælder skatteflugt.
Velfærden udhulet
Nedskæringer har aldrig virket i krisetider. Det er primitivt og dumt at sammenligne en families og statens økonomi. Der skal vækst til i beskæftigelsen, før man for alvor kan hugge ind på gælden. Men så kommer meget af budgetforbedringen også af sig selv. Det er krise og recession, der har skabt underskuddet – ikke omvendt!
Alligevel fastlåste vi alt for længe Europa i en sparepolitik, der især udhulede velfærden for dem, der har mest brug for den, og som stækkede fremgangen i beskæftigelsen.
Superig hjernevask
Det politiske system må frigøre sig fra den lobbyisme, hvor superrige kan hjernevaske befolkningen til at tro, at vi alle har fælles interesser. Men det forudsætter det mere balancerede mediebillede med public service, der kan skabe langt mere velinformerede borgere.
Den amerikanske superøkonom Joseph Stiglitz mener, at meget vigtigt her er reform af partistøttereglerne, der stopper for virksomhedernes direkte og indirekte støtte til de store partier, så man ikke længere skal nøjes med ’den bedste regering, der kan købes for penge’. Alt er værre i USA lige nu. Men der er også meget at tænke over, som vi kunne have håndteret bedre i Danmark.
Eik Banki 3.0
