Jeg er 28 år, så numerisk set kun ung lidt endnu. Som far til en lille pige betragter jeg faktisk mig selv som voksen i de fleste henseender, bare ikke i klimaspørgsmålet. Her identificerer jeg mig 100 procent som ung, men hvad vil det sige?
Hvad gør ungdommens klimakamp særlig? Eller måske mere væsentligt; hvad gør klimakampen særligt ung?
I dag vil næsten ingen benægte, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Alligevel vil de færreste anerkende, at klimavirkeligheden er en direkte konsekvens af den politisk-økonomiske virkelighed. Hvor den ene virkelighed skal ændres, kan den anden nemlig ikke pilles ved – tror vi – og så nytter det ikke at sætte lighedstegn mellem de to.
Verden er, som den er, jo hurtigere man indser det, jo bedre. Sådan er det at blive voksen, så suck it up og grow up! Velkommen til virkeligheden.
Men man forveksler virkelighed med status quo, verden med systemet, når man ikke har fantasi til at forestille sig en fremtid væsensforskellig fra nutiden.
Det vidste de unge for 50 år siden, og det er forhåbentlig noget lignende, vi ser tegn på igen i dag. I hvert fald beretter Politiken den 26. august, på baggrund af tal fra den grønne tænketank Concito, at »klimabevidsthed er blevet hip blandt unge«. Dermed ikke sagt, at vores kollektive klimalykke er gjort, fordi en bølge af grønne unge er begyndt at sortere skrald og forbruge bæredygtigt. Men der er heldigvis også tegn på mere.
Først når den personlige klimabevidsthed får venner og forankres i en solidaritetsbevægelse, har vi for alvor håb om at nå i mål med den samfundsforandring, som skal ske. Hvilket bringer mig til Den Grønne Studenterbevægelse, jeg selv er aktiv i, og som netop vil mobilisere og organisere unge klimakræfter for på den måde at tage skridtet videre fra den enkeltstående gode gerning.
Men når kræfterne er samlet, og manifestet skrevet, må vi også være selvkritiske og spørge: Hvad skal vi så med os, de unge?
Mødt med overbærenhed
Når end ikke 301 forskeres klimaopråb i Politiken kan få den økonomiske fornufts vækstapologeter til at skælve, har ungdommen næppe en chance for at bryde den mur. Men det er heller ikke pointen. Det er forskeres opgave at oplyse om fakta og, hvis situationen er alvorlig nok, forsøge at råbe befolkning og politikere op. Ungdommens rolle er en anden. Dens oplysningsprojekt er et andet.
De unges oplysning angår først og fremmest dem selv. Den handler ikke om at vinde argumenter eller gøre gamle mænd og kvinder klogere, skønt det sidste ville være udmærket.
De unges oplysning handler, med teolog og filosof K.E. Løgstrups begreb, om ’tilværelsesoplysning’ – det vil sige oplysning »om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser.«
Modsat uddannelse, som varetages af samfundet med en bestemt funktion for øje (man uddannes til noget), handler tilværelsesoplysning om at se helheden – eller helheder. Her er det hele verden, som lyses op, og målet er at blive den forandring, man ønsker at se i verden.
Når vi unge bekymrer os om klima- og biodiversitetskrisen, holdes vores økologiske bekymring ikke i ave af verdslige hensyn til økonomi. Om pengene rækker, om statskassen kan følge med. Det er ikke for at sige, at den slags ikke har sin gang på jord. Men klimapolitisk må vi løfte os højere.
Samtidig ved vi, at ’virkeligheden’ vrimler med magtfulde interesser, som hverken er interesserede i vores eller nogen anden form for oplysning. Hvorfor?
Fordi magten og traditionen trives bedst i tusmørke. De, der lever af, at status quo består, har ingen interesse i at lade sig oplyse – eller rettere – lade oplysningen brede sig.
Som den tyske filosof Peter Sloterdijk skriver: Når det kommer til kritik af magten og traditionen »føres der en kamp mod modstandere, der ikke er interesseret i en dialog. Oplysningen ønsker at tale med dem om ting, som den toneangivende magt og tradition foretrækker at fortie: fornuft, retfærdighed, lighed, frihed, sandhed og forskning. Status quo er bedst sikret, hvis der ties. Når der tales, ved man aldrig, hvordan det ender.«
Ergo må vi tale, selv om de ikke vil. Men det hjælper at vide, at vi højest vil blive mødt med afmålt overbærenhed. At man, med al respekt selvfølgelig, i en håndevending vil affeje vores forsøg på dialog som umodne, utopiske, sværmeriske.
Det er nu engang sådan, magten beskytter sig selv, og det er okay. Vi ved nemlig også, at andre rent faktisk lytter. Og det er dem, vi er her for. Det er deres stemmer, vi understøtter. Pointen er, at i klimakampen kan du også være ung som voksen. Det bliver nemlig aldrig gammelt at tænke nyt.
Realisme versus klimarealisme
Én ting er klimakrisen, noget andet er klimaets fortsatte krise: den demokratiske krise, at vi stadig ikke arbejder målrettet for en fælles løsning.
Hvor den første krise skyldes CO2-mætheden i atmosfæren, er den fortsatte krise det naturlige resultat af et stædigt opgør mellem selverklærede realister, som ønsker at bevare status quo (de voksne, establishmentet), og såkaldte klimarealister (de unge, visionære), som ønsker at forandre måden, vi lever sammen på, for at bevare alt det, vi har sammen (naturen, verden).
Således skygger hovedopgaven, at løse klimakrisen, for en anden mindst lige så vigtig og umulig opgave: at svinge det politiske pendul fra realisternes til klimarealisternes banehalvdel og rykke vinduet for, hvad der politisk kan lade sig gøre.
Hvis den liberalistiske parole ’lad falde, hvad ej kan stå’ er berettiget, burde det ellers om noget gælde for den falske bevidsthed, som veksler kravet om at forbruge meget mindre til illusionen om at forvente meget mere af teknologien. Det løser jo ingenting. Selvfølgelig skal teknologien hjælpe os, men så længe vi bare bruger den til at fortsætte vores materielle himmelflugt, så er vi lige vidt.
Men nej, man må for enhver pris være ’realistisk’, også hvis prisen hedder klimakrise og biologisk ragnarok. Siger de voksne.
Vi må minde om idealer
Forfatteren Thorkild Bjørnvig citerer i et af sine ’økologiske essays’ fra 1976 den franske forfatter, filminstruktør og modstandsmand Romain Gary for at skrive:
»Jeg sætter optimistisk mine jetoner på ungdommen – dette oprørte reservoir af liv – og dens evne til indignation.«
Ligesom klimaforskere bliver til klimaaktivister, når fremtidsudsigterne er grumme nok, så må ungdommens kollektive klimabevidsthed tage sigte på fremtiden. Ikke for at fremskrive status quo og svælge i undergangsforestillinger, men for at genfinde håbet hinsides klimakrisen, så vi kan tage det med tilbage og lade det gøde vores engagement i nutiden.
Den her verden kan vi miste! Den her verden kan vi vinde!
Hvis det lyder flot, så lad det være flot. Det er ikke ungdommens opgave at tale med på magtens sprog, som er reaktionært. Ungdommen må være progressiv, visionær og radikal. Den må inspirere ved at aspirere. Det betyder ikke, at den skal tie, tværtimod. Den skal blot finde sit eget sprog.
Ungdommen må minde om idealer, ikke fakta, og her er alvor ikke altid den bedste taktik, skønt situationen indlysende er alvorlig.
Med andre ord, det må være sjovt at være ung, ellers er alt håb ude. Men det er ikke for sjov. Når forskere råber op og forventeligt får på puklen af magtens og traditionens gatekeepere, må vi unge følge trop.
Men vores sandheder er ikke fakta, så vi kan ikke nøjes med at råbe vagt i gevær. Vores klimaopråb må være såvel kreativt som kraftfuldt: et klimaoprør.
Min generations oprør må være kampen mod de voksne i magtfulde positioner, som affejer krav om grøn omstilling som utopiske
