De røde øjne afslører tragedien, men den barske sandhed er ikke helt gået op for Kim Christensen. At han har mistet sin 16-årige søn Marcus til en overdosis MDMA i nat.
En 18-årig mand er blevet sigtet for at have forvoldt Marcus’ død og for at have overdraget ham ikke under et gram MDMA.
– Det er ikke trængt ind endnu. Jeg er ikke rigtig til stede. Jeg har haft et par tudeflip, hvor jeg har siddet inde på hans seng. Når jeg går ud derfra, så bliver det uvirkeligt igen, siger Kim Christensen i parcelhuset i Dianalund, hvor han har boet alene med Marcus de seneste 14-15 år.
Uden at han kan forklare det, vågnede han op klokken 00.30 med uro i kroppen.
– Der vidste jeg bare, at han var død. Uden at jeg havde fået beskeden om, at han lå i en lægeambulance på Kolonivej.
Den besked fik han først ti minutter senere af nogle af dem, der var til stede.
– Hvorfor tror du, at du havde den følelse?
– Det ved jeg ikke. Sygeplejersken på Rigshospitalet sagde, at hun havde oplevet det flere gange. Hun snakkede noget om himmel og jord. Men det giver jeg ikke meget for. Jeg har ikke min søn mere. Han ligger inde på Riget, og han er død. Så det kan jeg ikke bruge til noget, siger han.
Advarer andre
Det er kun et halvt døgn siden, at han stod ved sin døde søns seng på Rigshospitalet. Marcus så fredfyldt ud.
Men selvom tanken om, at han aldrig kommer tilbage til hjemmet i Dianalund, er ubærlig, insisterer Kim Christensen på at forsøge at give sin drengs død en lille mening ved at advare andre.
Derfor skrev han også på Facebook og fortalte, at Marcus var død af MDMA.
‘Jeg er i aftes ramt af den største sorg, der kan ramme et menneske, da jeg har mistet min højt elskede søn Marcus. Der er stoffer i byen MDMA og dette slog ham ihjel. Jeg er knust og håber virkelig, I vil tage dette alvorligt, inden byen blive ramt af endnu en tragedie. Tal med jeres unge mennesker. Dette lort dør man af’, skrev han, ligesom han også mødte op ved den mobile station, som politiet har sat op ved Dianalund Centret, for at advare.
Og den opfordring gentager han til Ekstra Bladet.
– Jeg er bange for, at der er mere af det lort i omgivelserne her omkring. Jeg håber ikke, at hans død skal være forgæves. Kan det bare redde en knægt for at indtage noget af det lort, siger Kim Christensen, der gerne vil fortælle om sin søn for at vise andre forældre, at han var en dreng som alle andre. At det kan ske for alle.
Han beskriver sin søn som en glad, men introvert dreng. På Marcus’ værelse er der en pokal fra en fodboldturnering, et bordtennisbat og en bilplakat på væggen.
I gennem mange år har han brugt meget tid på computeren. Så meget, at Kim Christensen prøvede at få ham væk fra computeren og ud og være social.
– Og når han begynder at komme ud og være social, så siger jeg, at det skal du ikke. Du skal blive hjemme. Der stejler han selvfølgelig også. Nu er jeg endelig social, far, nu vil du have, at jeg skal blive hjemme. Jeg kan godt følge ham et eller andet sted, siger Kim Christensen, der arbejder som indkøber, men har fået lov til at blive væk så længe, det er nødvendigt, af sin arbejdsgiver.
Men de seneste 2-3 måneder er han kommet på en glidebane, hvor han har røget meget hash. Og det har skabt konflikter mellem far og søn.
Begyndte på hash
Kim Christensen mener, at det begyndte at gå galt for Marcus, da han startede på HTX i Slagelse og fik de forkerte bekendte.
Faren har også søgt hjælp hos et kommunalt tilbud for at kunne hjælpe sin søn, og de har lavet aftaler om, at han så kun måtte ryge hash i weekenden for at starte et realistisk sted.
Han vidste også godt, at han kom på adressen på Kolonigade, hvor han endte med at dø.
– Han kom et sted, hvor jeg vidste, at han ikke skulle komme. Og det døde han af, siger faren, der løbende har tjekket sønnens Messenger, og der er det hash, det har drejet sig om. Ikke MDMA.
– Så det overraskede dig, at han har taget MDMA?
– Det er ikke mere end to dage siden, at vi talte om, hvor farligt det er at tage de der trip og ting og sager, hvor man ikke aner, hvad man indtager. Og det var han helt med på, at det skulle han i hvert fald ikke røre.
Kim Christensen har svært ved at se, hvad han ellers har kunnet gøre som forælder.
– Man sidder med en magtesløshed. Hvad fanden skal man gøre? Jeg har prøvet alt muligt. Jeg har både været den sure far, den søde far. Den strenge far. Den milde far.
– Hvad vil du sige til de unge, der overvejer at tage det her stof?
– Hold jer for helvede langt væk. De skal ikke en gang overveje det.
– Hvad gør det ved dem, de efterlader?
– Det kan jeg ikke sætte ord på. Det skal du spørge mig om 3-4 måneder. De unge ved bare ikke, hvad de indtager. Det er det helt store problem.
Kims søn døde i nat: Det er ikke trængt ind endnu