Vi taler for tiden meget om dannelse i og uden for uddannelsesinstitutionerne. En af grundene er, at dannelsen længe har været misligholdt af såvel pædagoger som politikere og er kommet under pres af et galopperende marked for ny teknologi og oplevelsesøkonomi.
Da jeg i går var inviteret til at tale om dannelse på en fynsk sognegård, begyndte jeg med at sige, at dannelse altid er afhængigt af andre, en god lærer, en mor, en familie, en ven, en skole, et forbillede, uanset hvem eller hvad: Aspiration kommer fra inspiration. Fra noget uden for én selv. Uanset hvor megen narcissisme, der kan komme til udtryk via dannelse, så begynder dannelse – i hvert fald ideelt og definitorisk – uden for selvet og den, man tror, man er. Dannelse, såvel den fysiske som den boglige (kunne også tilføje den musiske og tekniske), former én; dannelse er tryk og potentiale.
Dannelse tager bare tid og er ikke gjort med et klik, en app eller en profil på Twitter. Twitter er en gavebod, også intellektuelt, men kan ikke stå alene. Hvis dannelse er noget, er den en midlertidig udsættelse af vore kundskaber og evners begrænsninger. Dannelse kan ikke helt fjerne dem. Dannelse udebliver eller forvitrer, hvis den ikke trænes og holdes i hævd. At tro andet er lige så umuligt som at hoppe ud af sin skygge.
Måske forholder det sig med dannelse, som det forholder sig med moral: Mennesket er kun så dannet – og moralsk – som omgivelserne tvinger det til at være. Af os selv er vi netop ikke dannede, men alt muligt andet, herunder svigefulde, kreative, hykleriske, omstillingsparate, kærlighedsfulde, følgagtige, skrøbelige m.v. Det er med andre ord først, når vi udsættes for pres og påvirkning, at vi møder kravene til den dannelse, som gør det muligt for os at håndtere samme eller lignende pres og påvirkning og måske veksle det alt sammen til større erkendelse og selvindsigt.
Jeg har allerede antydet, at dannelse kan lignes med vejarbejde. Nu tilføjer jeg så, at dannelse er en slags tvang.
Ingen af disse karakteristika ved dannelse passer særlig godt til den tid, vi lever i, som hylder det frie valg, lystprincippet og grænseoverskridelsen, uanset om vi taler uddannelse, stoffer, sex, religion eller immigration.
Der findes næppe noget, dagens demokratisk sindede liberale vesterlændinge ønsker sig mere end at fjerne mure, begrænsninger, stopprøver, karaktersystemer, seksuel afholdenhed, alkoholpolitik, overtro, kristendomsundervisning, paskontroller, nationalgrænser, fædrelandskærlighed eller sognepræster, der kritiserer aspekter af den darwinistiske evolutionslære. Ifølge de liberale er grænser som udgangspunkt negativt ladet, og lytter man til, hvad de siger eller ikke siger, så er grænser onde, dumme og farlige – og for øvrigt i strid med menneskerettighederne.
Det er, som om jorden er blevet flad. Vi tror ikke på Gud, vi tror på noget andet, selvrealiseringen, fornuften, videnskaben og grænseoverskridelsen som vejen til jordisk frelse.
Vi bevæger os mod en bedre verden, tror vi, eller håber det så meget, at vi tror på det. Vi vil så gerne have, at fremskridtet sker fyldest, at vi forveksler de umiskendelige teknologiske landvindinger med moralske og politiske fremskridt. Alting blive bedre, selv indvandringen fra de varme lande, hvis bare vi venter længe nok, tror nok, håber nok.
Den sekulære fremskridtsmyte er i virkeligheden en tro for folk, der mener, de ingen tro har, siger den engelske filosof og samfundsforsker John Gray i et interview til Kristeligt Dagblad. Hvorfor? Fordi mennesket har brug for myter og fiktioner. Vi er dyret, der fortæller historier; ingen andre dyr gør netop det. Vi kan ikke leve med affortryllelsen. Vi vil have vores narrativer, systemer og selvbedrag i fred.
Det sidste er ikke sagt for at spotte nogen. Det er ment som en konstatering. Ingen lever uden historier, fordomme og løgne. Ingen kan være objektive eller principielt uafhængige, slet ikke journalister eller nyhedsmedier, der ellers praler med at være det.
Som John Gray formulerer det: »Inden for både marxismen og i mange former for liberalisme« tros det vedholdende, at mennesket »både kan forstå og fremskynde denne orden«, utopi og humanisme og skabe et system af evig vækst og rationalisme.
Jo mere viden, vi har, jo mere fornuftig og fredelig vil verden blive, ikke sandt? Hvis bare Oplysningen kommer til os alle, bliver vi summen af alt godt, én for alle og alle for én i fortløbende fremdrift. Hermed har de marxistiske og liberalistiske drømme forført os til en verden uden bremseklodser. Det er ikke alene udannet, det er farligt.
Vi lever i en verden uden bremseklodser
