Torsdag var det 55 år siden, at USA’s præsident John F. Kennedy blev myrdet. Som hundreder af millioner af tv-seere over hele verden overværede jeg selv mordet fra første parket i dagligstuen.
Mordet var en verdenshistorisk begivenhed. Rystende. Vi var slet ikke endnu vænnet til at se så brutalt tv. Anden Verdenskrig var ikke glemt, og skrækken for en tredje verdenskrig sad endnu i blodet.
Freden var ikke en selvfølge. Den opnåede fred den 4. maj 1945 var en gave, vi kunne takke ikke mindst engelske og amerikanske soldater for.
I eftertidskrigen satte vi vores lid til USA. Det førende land i den frie verden ville om nødvendigt igen komme os til undsætning, hvis det kneb. Kennedy havde, året før han blev myrdet, vist sit format under Cubakrisen. Russerne havde oprustet på Cuba. Mange frygtede en krig mellem stormagterne. I stedet for en egentlig militær løsning i form af krig krævede Kennedy, at russiske skibe, der nærmede sig Cuba, skulle opbringes.
Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg erindrer, hvordan vi her i Danmark åndeløst og næsten minut for minut fulgte efterretningerne om russiske skibe, der nærmede sig Cuba.
Ville de russiske skibe vende om? Eller ville konflikten udløse en atomkrig?
I sidste øjeblik bøjede russerne af. Kennedy vandt nervekrigen. Senere undersøgelser har vist, at faren for atomkrig var overhængende, og at der allerede var stationeret raketter på Cuba, der kunne udslette store områder i den frie verden.
Siden så jeg i en sen nattetime bomber over Bagdad og hørte tv-journalisten berette fra sit hotelværelse, hvordan byen blev bombet. Raketterne kunne ses på nattehimlen på min egen tv-skærm, samtidig med at journalisten rapporterede. Også denne oplevelse var rystende og skabte usikkerhed og forfærdelse.
Ikke mindre chokerende var det at se flyene ramme de to tårne den 11. september 2001. Terroren havde for alvor vist sit onde fjæs.
Siden er vi blevet mere forhærdede. Næsten hver dag bringes der grufulde billeder fra krigszoner ude i verden. Tv-programmer dokumenterer løbende ofrenes sult og nød og død. Vi ser det hele, samtidig med at det sker.
I dag er det ikke usædvanligt at se døde mennesker midt i frikadellerne. Enhver pressefotograf vil hævde, at hun netop er sat i verden for at dokumentere fra denne grusomme virkelighed. Det kan der vanskeligt argumenteres imod.
Men spørgsmålet er, hvad alle disse forfærdelige billeder gør ved os.
Risikoen, for at vi sløves, er nærliggende. Risikoen for forråelse er overhængende.
Vi lever nogenlunde uanfægtet videre. Uanset at vi hver dag bombarderes med billeder af de mest elendige forhold for andre mennesker, modtager vi ikke så meget som en eneste kvoteflygtning. Kun få politikere tør slås for, at vi yder mere af vores overflod i ulandsbistand til de nødstedte.
Avisoverskrifter og tv-indslag om en girafslagtning i zoologisk have eller en ulv, der er blevet skudt på åben mark, vidner om, at disse hændelser samler langt større interesse hos danskerne end verdens krige og menneskers nød.
Rigdom og fred er ikke en selvfølge. Vi ser det hver aften. Vi kender de ulykkelige forhold lige uden for EU’s dør.
Alligevel taler vi mest om, hvordan vi kan forstærke indhegningen af vores eget smørhul.
Tanker i anledningen af et mord
