Den anden dag samlede jeg penge ind til velgørenhed for hjemløse russiske katte. Tror I, at jeg kunne slippe afsted med det initiativ uden mobning fra veganer-krigere?
Selvklart ikke. Jeg skrev, at jeg mindes disse stakkels hjemmeløse snuder vandre rundt i den russiske snestorm i søgen efter mad og et menneske at elske, mens jeg frøs – selvom jeg var iført min mors lammeskindsjakke. Det ord, lammeskindsjakke, blev veganerkrigere selvfølgeligt fornærmede over, og det varede ikke længe, inden beskeder vedrørende lammeskindsjakken begyndte at dukke op i min indbakke.
Det er da klart, at havde man båret en lammeskindsjakke for 20 år siden, er det dobbeltmoralsk at prøve at gøre noget positivt for hjemmeløse dyr i dag. Selvfølgelig.
Lammeskindsjakken havde min mor 20 år, før jeg overtog den. Vi var glade for den jakke i de svære sultne år efter sovjets fald, hvor man knapt havde råd til at købe en kylling en gang om måneden. Selv min far med en ‘karriere’ som vegetar på over 40 år betragtede lammeskindsjakken som et mere bæredygtig overtøjsalternativ end en ny dunjakke hvert år.
Men reaktionerne på jakken var trods alt milde i forhold til det, som skete i sommers, hvor et kunstnerisk billede af mig, hvor jeg fremstod som en slags Madonna, ammende en fisk. Billedet blev delt på et vegansk forum. Jeg blev svinet til og kaldt for hjerteløst menneske, idet jeg tydeligvis var den første og den eneste til at nogensinde spise en fisk.
Jeg er hverken imod veganere eller blind over det faktum, at vores kødforbrug må sænkes markant, hvis planeten skal holde længere end de 70 år. Tvært om sætter jeg pris på Vegansk Initiativ, som informerer om spisesteder, der serverer plantebaseret mad så lækker, at man får lyst til at spise på samme måde derhjemme.
Men jeg har fået nok af disse angreb, hvor den argumentet gang på gang antager, at jeg aldrig har overvejet, at det kød jeg spiser, eller de sko jeg går i, engang har været levende. Især fordi jeg selv tidligere har været vegetar i 10 år og kender alle argumenter ind og ud.
Jeg er træt af, at alting skal polariseres: Enten er man veganer, eller man er overkonsumerende hjerteløs kødæder. Jeg mener ikke, jeg fortjener den sidstnævnte titel, blot fordi min familie på fire spiser en pakke fars en gang om ugen.
Jeg kan ikke se noget andet i den slags opførsel end et forsøg at forhøje ens ego på bekostning af andre. Det er personlige angreb, og her er veganisme intet andet end en anledning til mobning.
Jeg ved godt, at denne klumme kun vil lede til flere personlige angreb. Hvilket igen gør mig sikker på, at deres opførsel intet har med gode intentioner at gøre
Er jeg den eneste, som er træt af veganer-mobning ?
