100.000 husstande har ikke råd til nok mad

Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet har tusindvis af danskere usikker adgang til fødevarer.

Beboere i 100.000 danske husstande må jævnligt springe et måltid over eller få mad foræret af familie og venner, fordi de ikke har råd til at købe mad nok.

Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Det skriver Politiken.

Det er professor Lotte Holm, som har ledet undersøgelsen sammen med tidligere lektor Annemette Ljungdalh Nielsen.

– I hvert fald fire-fem procent af de danske husstande har en usikker adgang til fødevarer, hvilket svarer til over 100.000 husstande. Og det er alligevel påfaldende mange i en velfærdsstat som Danmark, siger Lotte Holm til Politiken.

Definitionen på usikker adgang til fødevarer er, når en person jævnligt ikke har råd til nok mad og eksempelvis må spise mindre, end man kan blive mæt. Eller eksempelvis helt springe et måltid over.

Undersøgelsen er baseret på en befolkningsundersøgelse, der er lavet med hjælp fra Danmarks Statistik. 1877 repræsentativt udvalgte danske husholdninger har deltaget.

Dataene til undersøgelsen er indsamlet i 2015.


100.000 husstande har ikke råd til nok mad

Author: TOF field