Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad der sker med ens penge, fordi ellers risikerer man at tabe dem.
Det mærkede en mand, der blev udsat for en svindler og endte med at tabe over 50.000 kroner.
Sagen viser desværre, at selv med NemID er det muligt at blive snydt og miste en masse penge.
En IT-svindler oprettede nemlig en ny konto og angav den som mandens NemKonto. Det var der ikke nogen, som fortalte manden om, og pludselig var hans pension indbetalt på svindlerens konto.
Det skriver Fagbladet 3F.
Det kræver godt nok en digital signatur eller NemID at ændre NemKonto, som var det, svindleren gjorde. Det er uvist, hvordan det lykkedes for svindleren at få fat i det. Det kan eksempelvis ske via afluring.
Pensionen var på lidt over 12.000 kroner, men det sluttede ikke her. Efterfølgende tog svindleren også et lån på 40.000 kroner i mandens navn.
Den uheldige mand hæfter nu for beløbet.
»Sikkerheden kunne forbedres, hvis folk fik besked, når der sker noget med deres NemKonto eller NemID. Man er nødt til at hæve barren, så folk kan opdage, når der foregår noget mistænkeligt,« siger Jacob Herbst, der er medejer af IT-sikkerhedsfirmaet Dubex, til Fagbladet 3F.
Ifølge Digitaliseringsstyrelse kobler CPR-nummeret med den bankkonto, som man har valgt som NemKonto. Men det har vist sig, at også andre kan koble sig på selvsamme NemKonto, og det er det hul, som svindlerne udnytter.
Hos Digitaliseringsstyrelsen, forklarer man til Fagbladet 3F, at man ønsker, at det fortsat skal være fleksibelt at bruge NemKonto.
Det påpeges samtidig, at det er identitetstyveri, hvis andre går ind og bruger din NemKonto.
Kriminelle stjæler 52.000 kroner med nyt trick