»Det er vigtigt, at regeringerne er parate til at beskytte befolkningens sundhed og reagere øjeblikkeligt på nødsituationer,« siger Maria Neira, fungerende vicegeneraldirektør i Verdenssundhedsorganisationen WHO.
WHO har netop opdateret sine anbefalinger til verdens lande i forhold til den type og mængde af »medicin, der bør oplagres til radiologiske og nukleare nødsituationer«.
Der angives ingen årsag til, at WHO netop nu opdaterer sine anbefalinger om atomberedskab. Det er ellers ikke sket siden 2007.
Krigen i Ukraine har dog som bekendt skabt nye spændinger og forvarsler om brug af atomvåben – fra ikke mindst russisk side.
Og det er netop noget lignende, WHO også gør opmærksom på i sine anbefalinger.
Her fremgår det, at de mulige scenarier, der er medtaget i skrivelsen, omfatter uheld på atomkraftværker eller under transport af radioaktivt materiale samt »forsætlig brug af radioaktive materialer med ondsindet hensigt«.
I WHO-anbefalingerne fremgår det blandt andet, at lande skal have en beholdning af stabilt jod samt andre former for medicin, der kan mindske eller dulme radioaktive skader.
»I radioaktive nødsituationer kan folk blive udsat for radioaktivitet i doser, der strækker sig fra det ubetydelige til det livstruende,« siger Maria Neira fra WHO:
»Regeringer skal kunne stille behandling til rådighed for dem, der har behov for det – hurtigt.«
WHOs krisechef, Mike Ryan, supplerer:
»Denne opdaterede liste over kritiske lægemidler vil være et vitalt værktøj for vores partnere til i rette tid at identificere, fremskaffe, oplagre og levere effektive modforanstaltninger til dem, der er i fare eller udsat for disse begivenheder,« siger han.
WHO beder lande om at opdatere deres atomberedskab