Stadig flere helt unge mennesker ankommer til sygehuset med så alvorlige nerveskader, at de knap nok kan gå.
Det får nu en overlæge til at slå alarm.
»De unge, der kommer ind, har typisk gangbesvær, kraftnedsættelse og har svært ved at mærke underlaget. Nogle unge er så hårdt ramt, at de ikke kan holde på deres egen afføring eller vand. De er meget hårdt ramt,« siger Margrethe Bille til TV 2 Kosmopol.
Hun er overlæge på afdelingen for Hjerne- og Nerveundersøgelser på Rigshospitalet.
Her har man oplevet en voldsom stigning i antallet af helt unge patienter i alderen 16-25 år, som har fået alvorlige nerve- og forfrysningsskader som følge af lattergasmisbrug.
Frem til 2020 så Margrethe Bille højest en ung person om måneden med svære nerveskader. Nu er tallet en til to – om ugen.
Også Giftlinjen har de senere år oplevet en eksplosiv stigning i henvendelserne om skader relateret til lattergasmisbrug.
I Norge har sundhedsmyndighederne advaret om præcis den samme tendens.
»Vi oplevede, at patienter kom til os i kørestole og på krykker. De havde store lammelser og kunne ikke gå,« fortæller overlæge på neurologisk afdeling ved Oslo Universitetssygehus My Vuong Hermansen.
Overlæge slår alarm: Antallet af unge med alvorlige nerveskader er eksploderet