»Dannelse betyder, at du som individ kan navigere i det samfund, du er en del af. Med dannelse kan du træffe de rigtige valg for dig som individ – ikke ud fra en eller anden snæver fagsynsvinkel, men ud fra en bred forståelse af den verden, du lever i. Hvis dannelsen kommer under pres, er det også et problem for vores demokrati. Hvis du skal forholde dig til de komplekse, globale udfordringer, du bliver præsenteret for i medierne, er du nødt til at have en bred grundviden. Og jo mere komplekse de problemstillinger bliver, jo vigtigere bliver det, at man har en bred indsigt,« siger Eske Willerslev og tilføjer, at han selv i dag i sin verdensførende forskning trækker på viden, ideer og tankemønstre, han blev introduceret til i gymnasiet.
»For et land som Danmark, som i høj grad skal leve af viden, og hvor hele demokratiet bygger på, at folk er veluddannede, er det en sindssygt farlig udvikling at svække den almene dannelse. Også for virksomhederne er det vigtigt at kunne ansætte personer, der kender til mere end blot sit eget snævre felt, som er nytænkende og ikke alt for autoritetstro,« siger Willerslev.
Nogle vil sige, at du repræsenterer et elitært, forkælet synspunkt?
»Dannelse er ikke noget elitært. Respekt for dygtighed er ikke elitært. Dannelse skal alle danskere besidde – om du er professor eller arbejdsmand. Ellers får vi et dumt samfund, der træffer ukloge valg. Købmandsskabet, middelmådigheden, snusfornuften! Det er tre begreber, jeg hader. De er ødelæggende for vores samfund. Det er sådan en tankegang, som er rundet af bondemænd i bankuniform. Det er en tankegang uden udsyn og evne eller lyst til at kigge på den lange bane.«
Dannelse skal alle danskere besidde – om du er professor eller arbejdsmand. Ellers får vi et dumt samfund