Tid er tillid
Hvornår blev vi i Danmark så nærige med tiden? Hvornår begyndte vi at jagte den uden at forstå, at den netop derved smuldrer væk fra os?
Spørgsmålene griber mig flere gange i den uge, jeg tilbringer på Færøerne. Jeg interviewer mange mennesker, også danskere som er flyttet derop. Også de bider mærke i, at der er tid. Selv det mindste kommunekontor – og det er meget småt, der bor 37 mennesker i kommunen – er bemandet. Det samme er posthuset. Og bankerne.
Ineffektivt utvivlsomt. Men måske er tid penge på en helt anden måde, end vi normalt siger.
Måske er tid tidens vigtigste kapital, et tegn på omsorg, selve fundamentet for vores fællesskab og tillid til hinanden. Når vi fjerner tiden imellem os, fjerner vi også kendskabet til hinanden, forståelsen og tålmodigheden. Alt det, som har været vores sociale klister.
Er det en af forklaringerne på, at Danmark er splittet? At vi har troet, vi kunne narre tiden ved at bortrationalisere den og i stedet betro den til digitale programmer?
Hvordan skal vi have tillid til f.eks. lægen eller den kommunale medarbejder, når vi stort set aldrig ser dem, og når vi endelig gør, så har de ikke tid til os? Vi kender dem ikke længere, og de kender ikke os. Hvor bliver den tid af, vi hele tiden siger, at vi har sparet?
Naturens tid
På mine vandringer over klippehederne og i dalene, langs søer og højt over havet spekulerer jeg fra tid til anden over, hvorfor det er sådan. Der er formentlig mange forklaringer – et tæt sammenhold, tradition, en villighed til også at bevare noget, som på papiret ikke kan betale sig, såsom at bemande kommuneskrivestuer, som de hedder her, med levende mennesker.
Men det slår mig mere og mere, at naturen må være en del af forklaringen. Man kan ikke jage med den her, ikke bede den skynde sig. Man kan komme op på fjeldet og ud på havet, når naturen giver mulighed for det. Ellers må man vente og lave noget andet. Heroppe er den en faktor, som man ikke kan overrule i samme grad som i det tæmmede Danmark.
Tidsrejse på Færøerne
