Coronapandemien vil give en markant tilbagegang i den globale økonomi i år.
Det vurderer Den Internationale Valutafond (IMF), som forudser, at virusset har potentiale til at føre til den største recession siden 1930’erne.
En recession er en periode med økonomisk tilbagegang.
Sådan en oplevede man i 1930’erne med det, der blev kaldt ‘Den Store Depression’. Her var der stor økonomisk tilbagegang og stor arbejdsløshed rundt om i verden.
Ifølge Kristalina Georgieva, der er direktør i IMF, vil coronakrisen ramme de nye markeder – også kendt som emerging markets – og udviklingslande hårdest.
De lande vil komme til at mangle flere hundrede milliarder i udviklingsbistand.
– For bare tre måneder siden forventede vi en positiv indkomstvækst per indbygger i mere end 160 af vores medlemslande i 2020.
– I dag er det tal vendt på hovedet.
– Nu forventer vi, at mere end 170 lande vil opleve en negativ indkomstvækst per indbygger i år, siger Kristalina Georgieva ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hvis coronapandemien bliver mindre i anden halvdel af 2020, regner IMF med en delvis bedring i den globale økonomi i 2021.
Men Kristalina Georgieva advarer samtidig om, at situationen også kan nå at blive værre.
– Jeg vil gerne understrege, at der er utroligt stor usikkerhed ved den her prognose. Det kan blive værre afhængig af mange forskellige faktorer, herunder hvor længe pandemien varer ved, siger hun.
IMF, der har 189 medlemslande, vil tirsdag i næste uge komme med en mere detaljeret prognose for den globale økonomi.
Siden coronavirusset dukkede op i Kina i december, har det spredt sig hurtigt til resten af verden.
Ifølge Johns Hopkins University, der følger den globale coronaudvikling tæt, er mere end 1,5 millioner mennesker konstateret smittet med virusset.
Foreløbigt er lige knap 90.000 mennesker døde, mens de var smittet.
På den positive side er tæt ved 340.000 registreret raske igen efter at have været smittet.
Selv om den globale økonomi kan komme på fode igen næste år, kan det hele også blive endnu værre