Min mors sidste tid var fyldt med ensomhed og frygt og Master Brew. Hendes liv var en evig rutsjetur mellem lethed og sjov og afgrundsdyb sorg, angst og desperation. Og altid altid altid en kamp mod systemet.
De bedste år af hendes liv blev brugt på det – et fuldtidsarbejde med kampen for at få fred for kontrolinstanser, fred for aktivering, fred for – for måske to-hundredende gang – at skulle fortælle hele sin livshistorie, som var så svær at tale om, til en ny sagsbehandler.
Min mor havde masser at give. Men ikke på det arbejdsmarked, som krævede 37 timers arbejdsuge, stabilt fremmøde og som havde meget begrænset rummelighed overfor mennesker, som var anderledes.
Min mor var ganske enkelt ikke i stand til at forsørge sig selv eller os børn. Så heldigvis for sociale ydelser. Men prisen var, at hendes lille hurtigt udtømte overskud, blev brugt på at fastholde det spinkle forsørgelsesgrundlag. I stedet for på os, hendes børn.
Jeg husker tydeligt, hvordan hun gik i seng og var helt i stykker i dagevis efter en samtale med sin sagsbehandler. Og drak dobbelt så meget. Og hvor meget vi savnede hende.
Hej mor. Er der plads til dig i døden ?
